fredag den 10. august 2012

Tøsecookies

Der er nu ikke noget som en god småkage, og så er de tilmed nemme at lave og kan fryses ubagte, så man altid har noget sødt til gæsterne. Og disse cookies er, ligesom  de skal være efter min mening: sprøde uden på men svampede inden i. Også her blev der (bevidst) lidt til overs, så manden og jeg også kunne få glæde af dem.

Disse småkager blev nu bagt med det samme og derefter givet som den sidste del af gaven til min lillesøster sammen med chokoladecremen, ketchuppen og chokoladetrøflerne med hindbær. Ikke en helt dårlig gave, hvis jeg selv skal sige det.

Opskriften har jeg fået af en kollega, da jeg for et års tid siden var i praktik ved Odense Internationale Film Festival (som for øvrigt snart løber af stablen igen), og de er blevet lavet en den gange siden da.



Tøsecookies

Cirka 18 stk.

125 gram smør
150 gram god, mørk chokolade
100 gram hasselnødder
180 gram hvedemel
½ tsk. bagepulver
1 tsk. vaniljesukker
135 gram rørsukker
1 æg
½ tsk. salt

Tag smørret ud af køleskabet og skær det i mindre stykker i en skål. Hak chokolade og hasselnødder groft. Bland mel og bagepulver i en skål. Slå ægget ud i en kop og pisk det let med salt.
Rør smør, sukker og vanilje godt sammen. Tilsæt æg og salt og rør godt. Tilsæt melblandingen og chokolade og nødder og rør dejen hurtigt sammen.
Kom bagepapir på to bageplader og lav små kugler af dej, som sættes på bagepladen. Sørg for at holde en god afstand imellem, da de flyder ud. Tryk dem let flade. Bag dem i 8-10 minutter ved 200 grader, til de er lysebrune i kanten. Giv dem endelig ikke for meget, de skal se lidt ubagte ud, når du tager dem ud. Lad dem afkøle let.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar