mandag den 15. oktober 2012

Kaffechokoladetærte

Jeps, den står igen, igen på tærter her i det lille hjem, for jeg har altså bare et eller andet med dem, selvom jeg har et yderst hadfyldt forhold til mørdej.

Denne her tærte er én af de tunge af slagsen, som ville gøre sig rigtig godt med en kugle vaniljeis on the side til at balancere det hele. Og selvom "kaffe" indgår i både titlen og i ingredienserne, så synes jeg ikke, at smagen tager over. Jeg er ikke selv kaffedrikker, og jeg synes ikke, at der var for meget kaffesmag. Faktisk både dufter og smager fyldet af glasuren til Den du ved nok, så hvis du kan lide den, så er du ikke helt på galt spor.

Opskriften er fra "Tænd på tærter", hvor jeg denne gang tilføjede mere mel til mørdejen fra starten af, og det gjorde den meget nemmere at arbejde med.

 
 
Kaffechokoladetærte
 
Mørdej
200 gram mel
100 gram smør
75 gram flormelis
1 æg
 
Smuldr smørret ud i melet og tilsæt derefter flormelis og æg. Saml hurtigt dejen og læg den på køl (eller i fryseren) i mindst en halv time.
Rul dejen ud og læg den i en tærteform. Læg et lag bagepapir over dejen og fyld papiret med tørrede ærter, bønner eller lignende, så de ligger op ad siderne på dejen. Blindbag med tærtedejen ved 200 grader i 15 minutter. Fjern bagepapiret med ærter, sæt formen i ovnen igen og bag den yderligere i 10 minutter.
 
Fyld
100 gram sør
200 gram hakket chokolade
3 æg
1 æggeblomme
40 gram sukker
1 dl. stærk kaffe
 
Top
Dulce de leche
 
Smørret smeltes i en gryde. Gryden tages af varmen, og chokoladen smeltes deri. Når chokoladen er helt smeltet, tilsættes æg, æggeblomme og sukker, og der røres rundt. Tilsæt derefter kaffen og rør igen rundt, så fyldet er homogent.
Hæld fyldet i den forbagte tærteform og bag ved 190 grader i cirka 10 minutter, indtil fyldet føles fast.
Køl tærten af og smør dulce de leche på.

1 kommentar: